SSH Stainless a.s. har investeret i fremtiden
Der er god gang i beskæftigelsen, også hos svendborgensiske SSH Stainless a.s, der producerer hydraulikkomponenter i rustfrit stål. Primærprodukterne er cylindre og hånd- og fodpumper, der hovedsageligt anvendes indenfor fødevareindustrien og i det maritime, både over og under vandet. Cirka 25% afsættes på hjemmemarkedet og de resterende 75% eksporteres til 30-35 forskellige lande.
SSH Stainless har netop foretaget den største, enkeltstående maskininvestering i firmaets historie, lyder det fra ejerne, brødrene Torben og Jens S. Madsen. Nyanskaffelsen er en 24 tons tung Nakamura JX200 – et multiakset bearbejdningscenter, der både kan dreje og fræse. Fræsefunktionen har et to-kædet magasin med plads til i alt 120 værktøjer, og drejedelens revolver rummer op til 24 værktøjer. JX200 er en helt ny model og denne er den første maskine, der er opstillet i Nordeuropa.
”Vi stod for at skulle udskifte en ældre maskine af samme type og mærke, og valgte at investere lidt ekstra for at få en maskine med større gennemboring og større fræse- og værktøjskapacitet”, fortæller Jens og Torben. Den samlede investering i maskine, værktøjer, ombygning af stanglader m.v. løber op i godt og vel 4 mio. kr., men da denne type bearbejdningscenter med dets fleksibilitet og universalitet på mange måder udgør hjertet i virksomhedens produktion, er ejerne ikke et øjeblik i tvivl om, at investeringen tjener sig hjem.
SSH Stainless a.s blev stiftet i 1987 af Aage Madsen, og i 2010 indledtes et generationsskifte, hvor sønnerne Jens og Torben Madsen gradvist overtog den virksomhed, de allerede var en del af. Produktprogrammet er løbende udvidet og udviklet så det i dag omfatter et komplet program af standardiserede og kundespecifikke, rustfrie hydraulikkomponenter, som ikke mange konkurrenter i verden kan matche.