Malermester Loan Huynh, som har til huse i Langeskov, er et alsidigt malerfirma, der varetager alle typer opgaver. Til firmaet hører også en Flügger farver-butik i Nyborg, så malermesteren er godt klædt på, hvad angår alt det praktiske. Dertil kommer Loan Huynhs personlige kvaliteter, som i høj grad er med til at sætte sit præg på ethvert stykke arbejde.

Loan Huynh lægger ikke skjul på, at kvalitet for ham er et nøgleord, når han med sit firma, Malermester Loan Huynh, går til en opgave.
– Det er vigtigt for mig, at kunden føler sig tryg, når jeg besigtiger en opgave. Derfor bruger jeg god tid på at fortælle om de enkelte processer i opgaven, så der ikke opstår overraskelser og misforståelser senere i arbejdet, fortæller Loan Huynh.
Med 30 års erfaring i branchen, heraf 13 år som selvstændig, har Loan Huynh et særdeles godt blik for alle detaljer.
– Med udgangspunkt i kundens behov og ønsker har vi fokus på omgivelsesfaktorer, for eksempel lysindfald og rummets størrelse, så der opnås en samklang i forbindelse med farvevalg. Samtidig bruger vi kun de bedste materialer og den nyeste teknologi, så vi kan sikre, at vores arbejde holder i mange år, understreger Loan Huynh.
Han gør i den forbindelse opmærksom på, at han ikke går i gang med et stykke arbejde, hvor kunden, måske for at spare penge, sigter efter en halv løsning.
– Så er det ikke mig, de skal gøre brug af, for jeg vil ikke levere et stykke arbejde, som ikke har den holdbarhed og kvalitet, som jeg selv ville kræve, pointerer malermesteren.
Loan Huynh kan da også fortælle, at han igennem alle årene har oplevet en stor kundetilfredshed, og at firmaet har kørt godt via kundekredsens omtale til venner og bekendte.

Bæredygtighed og sikre aftaler
Loan Huynh lader talen falde på en nyere ting i firmaet, hvor man med brug af microcement kan forskønne hjemmets rum. Materialet, der har et udseende som beton/marmor er kendt for sin slidstyrke og resistens over for vand og kemikalier. Det fås i mange forskellige farver og er specielt populært i køkkener og på badeværelser.
– Fordelen er, at det kun fylder mellem 2,5 og 3 m.m. og kan påføres på alle eksisterende flader, såsom vægge, gulve og bordplader. I stedet for at rive gamle fliser ned eller afmontere bordplader, for dernæst at smide dem ud, er der her en bæredygtig løsning, hvor man med genbrug gavner miljøet og samtidig skaber et unikt, smukt og moderne look i hjemmet, pointerer Loan Huynh.
Malermester Loan Huynh beskæftiger syv medarbejdere i henholdsvis malerfirmaet og Flügger-butikken i Nyborg, hvor Loan Huynh indimellem også er at finde og er parat med gode råd og vejledning. Desuden er der lager på Hvileholmsvej i Langeskov, hvor firmaet har sin adresse.

– Vi er altid til at få fat på, og vi udfører alle typer opgaver, ude som inde, privat og erhverv. Intet er for stort eller småt, og enhver aftale, der indgås, overholdes ned til mindste detalje, forsikrer Loan Huynh.

—————–

Malermester Loan Huynh – Hvileholmsvej 14 – 5550 Langeskov – Tlf.: 21 73 43 25
www.malermester-fyn.dk – loan-huynh@stofanet.dk

Flügger farver – Adelgade 3 – 5800 Nyborg – Tlf.: 31 31 80 83
www.fluggernyborg.dk – fluggernyborgaps@gmail.com
Følg Malermester Loan Huynh og Flügger farver, Nyborg på Facebook