Gelsted Transport A/S ruster sig til fremtiden med den nye afdeling, S. Bolander ApS, der styres af aut. kloakmester og entreprenør Simon Bolander – nu venter de helt store opgaver forude.

– Vi glæder os i dag over at have skabt en bred og loyal kundekreds, som vi har et fortrinligt samarbejde med. Og når vi så samtidig kan fejre vores 60års jubilæum med udvidelsen af en ekstra afdeling, så har vi absolut intet at klage over. Virksomheden kommer nu til at bestå af i alt 13 dedikerede medarbejdere.

Sådan lyder de optimistiske og positiver toner fra indehaveren af Gelsted Transport A/S, Peter Hansen. Et hæderkronet firma, der så dagens lys i 1964, hvor Peter Hansens far, Arne Hansen, grundlagde det.

Derfor kan Gelsted Transport A/S i år fejre 60-års jubilæum.
Hvilket altså som tidligere skrevet blandt andet bliver fejret med udvidelsen af en ekstra afdeling.

KLAR TIL KLOAK-OPGAVER
– Ja, vi har allieret os med den aut. kloakmester og entreprenør, Simon Bolander, som kommer til at stå for afdelingen, S. Bolander ApS. Med Simons indtræden i virksomheden kan vi nu også tilbyde kyndig og professionel udførelse af kloakopgaver. Hvilket igen betyder, at vi kan tage endnu større opgaver ind, fortæller Peter Hansen.

Gelsted Transport A/S tilbyder i dag en bred vifte af transport- og logistikløsninger, herunder kran kørsel, levering af containere til affaldshåndtering, samt levering af materialer såsom sten, grus, granit og flis. Derudover udføres entreprenørarbejde og samt salg af sten og grus direkte fra deres plads.

PÅLIDELIG PARTNER
– Med vores brede udvalg af tjenester og vores konstante fokus på kvalitet og kundetilfredshed har vi etableret os som en pålidelig partner for virksomheder og privatpersoner i hele regionen. Hos os kan kunderne altid regne med god service og høj kvalitet. Vi går aldrig fra en opgave, før den 100% færdig, og før begge parter er tilfredse med resultatet. Vi overholder alle aftaler og deadlines.

Vores medarbejdere har den rette faglige viden og kompetencerne til at levere et veludført stykke arbejde. Vi møder vores kunder med et smil, og vi besvarer med glæde ethvert spørgsmål, som de måtte have i løbet af projektet, fastslår Peter Hansen og tilføjer så afslutningsvis:

– Med lanceringen af vores nye afdeling, S. Bolander ApS, markerer vi ikke kun vores 60-års jubilæum, men også et spændende kapitel i vores fortsatte vækst og udvikling.