TOFT Entreprise A/S sætter i april 2020 gang i opførelsen af et nyt domicil til sig selv, og forventer at kunne flytte ind i det 1200 kvm store byggeri på Kielbergvej 4B med udsigt til Svendborgmotorvejen og nem adgang til samme, til efteråret.

– Her kan vi samle vores lager fra flere steder på Fyn samt administrationen, som p.t. er på Selagervej 5 i Ringe. Grunden er også stor nok til, at vi kan udvide senere efter behov, siger Jens Toft, der etablerede firmaet for fem år siden.

15 fuldtidsansatte

TOFT Entreprise, der udfører såvel total- og hovedentrepriser som fagentrepriser, har været i en rivende udvikling siden starten. I dag er der 15 fuldtidsansatte. Det er jord- og betonarbejdere, kloakarbejdere og murere. Efter behov hyres der ekstra arbejdskraft ind, ligesom der trækkes på arkitekter og ingeniører.

– Vi ejer selv vores maskiner, og i dag har vi maskiner og materiel, så som armeringsjern til betonbyggeri, to steder. Nu bliver alt samlet, og vi skal selvfølgelig selv stå for byggeriet, siger Jens Toft.

Erhvervslivet og det offentlige

TOFT Entreprises speciale er råhuse. Firmaet bruger eget mandskab og har faste underleverandører.

– Vi er med fra første skitse, til det færdige byggeri står klar, siger Jens Toft. Vi dækker hele landet, men har fokus på Fyn og Trekants-området op mod Århus. Vi leverer totalløsninger for erhvervslivet og det offentlige. Således har vi haft en del projekter for Faaborg-Midtfyn Kommune, bl.a. udvidelsen af Nordagerskolen. Desuden byder det næste års tid på råhusarbejdet på Haahrs Skole i Svendborg og en bilbutik i Fredericia. Vi har netop afsluttet betonarbejdet på et 30.000 kvm stort byggeri ved Alex Andersen A/S i Odense.

– I øjeblikket er vi bl.a. i gang med en 2000 kvm stor erhvervshal i Assens, og vi har allerede nu en stor ordrebeholdning for resten af året, siger Jens Toft, der betoner vigtigheden af en professionel styring af byggeprojekterne, således også omkostningerne, så det ikke løber af sporet undervejs. Det kan TOFT Entreprise levere.

————-

TOFT Entreprise A/S – Selagervej 5 – 5750 Ringe – Tlf.: 2921 8555 – Mail: jt@toft-entreprise.dkwww.toft-entreprise.dk