Byggeri med omtanke, baseret på erfaring, grundighed og speciale når det gælder elementmontage udført af erfarne montører. Det giver kvalitet i byggeriet, og det er det, Haller Entreprise står for.

Haller Entreprise blev dannet af Søren Haller og hans hustru Anja Haastrup for fire år siden, men han tog først springet til at blive selvstændig efter mange års arbejde inden for montering og byggeri i betonelementer. Firmaet er specialist i elementmontage og udfører råhusentrepriser med hovedvægt på elementmontage og betonarbejde. De udfører både små og store byggerier.

Haller Entreprise startede i Ringe, men da der blev brug for mere plads, flyttede selskabet til Industrivej i Aarslev mellem Ringe og Odense.

Landsdækkende

I dag er der 35 fastansatte. De bor rundt om i landet, for som et landsdækkende firma har Haller Entreprise projekter over det meste af landet.

Det er i Trekants-området og op mod Århus, omkring Odense og i Københavnsområdet, firmaet har flest projekter. Efter behov ansætter Søren Haller så ekstra mandskab til et projekt. I øjeblikket har han således i alt 50 mand i gang.

Af større projekter, som Haller Entreprise er i gang med her i starten af 2020, kan nævnes opførelse af seks boligblokke ved Hedehusene, to boligblokke på hver fem etager i Hillerød, og om kort tid endnu et rundt parkeringshus ved Royal Arena i Ørestaden.

Større projekter

– Vi har brug for større projekter til at lægge bunden, men er også interesseret i mindre, som kan udfylde huller i vores kapacitet, siger Søren Haller. Der er stadig rigtig megen gang i byggeriet i Danmark, og der er ofte ikke så lang tid mellem det tidspunkt, hvor vi får en ordre i hus, og til det skal sættes i gang.

– Vi har haft en ganske solid vækst siden starten i 2016, og det forventer vi også fremover. Vi er allerede et økonomisk velkonsolideret selskab, og vi har haft stigning i omsætningen hvert år.

– I 2019 havde vi lidt færre, men til gengæld større projekter, som vi godt kan lide det. Fremover vil vi også gerne have flere projekter, hvor vi tager fundamenter og terrændæk med og ikke kun montage af betonelementerne. På den måde kan vi blive totalleverandør inden for betondelen på et byggeri.

– Vi er en landsdækkende operatør, der har en god, central placering i Danmark i modsætning til nogle af vores største konkurrenter. Vi er også det eneste firma på Fyn, der laver ren betonelementmontagearbejde, siger Søren Haller.

Årets Iværksætter

Sidste år blev Haller Entreprise kåret som Årets Iværksætter 2018 i Faaborg-Midtfyn Kommune, og begrundelsen var bl.a., at selskabet på kort tid havde skabt et værdisæt og gjort sig gældende med en styrke, viden og gåpåmod, som kan tjene til inspiration for andre.

– Når vi siger, at vi står for byggeri med omtanke, mener vi det, siger Søren Haller og Anja Haastrup, der hjælper hinanden med alle sider af virksomheden.

– Vi har arbejdet målrettet med værdier og strategi for vækst, og vi tror på, at det er vigtigt, at både vi selv og vores medarbejdere er glade, for glade medarbejdere leverer høj kvalitet og er grundlaget for en sund virksomhed.

Ordentlighed og fleksibilitet

– Det er meget vigtigt, hvordan vi og vores medarbejdere agerer på arbejdspladserne. Vi skal stå for respekt, ordentlighed, samarbejde, ansvarlighed og høj faglighed. Vi skal prøve at forudse eventuelle problemer, før de opstår, så vi kan forhindre, at de opstår.

– Vi er jo bygherrens øjne og ører på byggepladserne, hvor fleksibilitet også er vigtig.

——————

Haller Entreprise – Industrivej 7 – 5792 Årslev – Tlf.: 2531 0155 – Mail: shc@hallerentreprise.dk – www.hallerentreprise.dk