Broby Entreprenør ny på det fynske marked

Jesper Ranzau Knudsen stiftede i det tidlige forår anpartsselskabet Broby Entreprenør, mens han stadig var ansat som sjakbajs hos Marius Pedersen. Nu har han allerede fået så meget gang i hjulene ved at arbejde sidst på dagen og i weekender, at han har skippet sit lønmodtagerjob.
– Jeg har længe drømt om at blive selvstændig, selv om jeg godt er klar over, at især de første år bliver hårde, men jeg har en god mavefornemmelse, siger Jesper Ranzau Knudsen.

Central placering

Jesper har indtil videre lejet sig ind i lokaler med masser af plads i Brobyværk, et godt udgangspunkt for entreprenørarbejde på Fyn.
– Jeg vil ikke gældsætte mig, så jeg har lagt ud med at købe en bil og en god gravemaskine samt visse andre, mindre maskiner, og så lejer jeg mig til resten efter behov, siger han.
Jesper er fynbo og har boet i Brobyværk i 20 år. Han er autoriseret kloakmester, et område, som byder på mange interessante opgaver, bl.a. med separering af regnvand og spildevand. Den slags projekter arbejdes der med i kommunalt regi rundt om på Fyn.

Kommer hele vejen rundt

Ellers kommer han hele vejen rundt med arbejdsopgaver.
– Jeg er interesseret i alt, hvad der byder sig, og jeg kan lægge fliser, udføre nedbrydning, jordarbejde, rottespærre, klipning af hække og græsplæner m.m., siger Jesper. På sigt vil han også gerne have hovedentrepriser.
– Det er gået meget hurtigere med at komme hertil, hvor jeg kunne skippe det faste job, end jeg havde regnet med. Corona-krisen har heldigvis ikke haft negativ effekt på arbejdsopgaverne.
– Jeg er nu klar til at gå fuldt og helt ind for Broby Entreprenør ApS. Der er en masse, jeg skal lære, men det bliver bare spændende. Jeg har allerede mange ordrer, og dem får jeg fra tilfredse kunder, der fortæller det videre til andre, så der skal nok komme mange flere, siger Jesper Ranzau Knudsen.

———-
Broby Entreprenør ApS – Ølstedvej 7 – 5672 Broby – Mail: kontakt@Broby-entreprenor.dk – Tlf.: 4049 0879

Bogmærk Permalink.
  • Profiler